Slumturismen bygger ofta på idén om att hjälpa destinationsortens invånare, samtidigt som man vill lära sig något om dem. Men hur ska slumturismen beskrivas? Är det frågan om nödhjälp eller en vara som erbjuds av upplevelseturismen? Varför väcker fenomenet stark moralisk indignation? Och vad menar vi egentligen med ordet ’slum’? Tore Holst analyserar.
Slumturisme er et voksende fænomen. En undersøgelse fra 2015 anslår at ca. 1 mio. turister om året tager en guidet tur rundt i Rio de Janeiros Favelaer, Sydafrikas Townships, Indiens Jhuggis, eller nogen af de mange andre uformelle områder, der ligger på kanten af megapolerne i det globale Syd. Turene tager som regel et par timer og foregår til fods. De kombinerer den klassiske guidede tur, hvor guiden-som-lærer underholder/forelæser i et fast format, med backpackernes autenticitets-søgende ’anti-turisme’, hvor det er de lokales hverdag, der bliver ophøjet til attraktion, snarere end museer, kirker og monumenter. Turene bliver typisk drevet af operatører, der enten giver en del af overskuddet til NGO’er i slummen hvor de viser rundt, eller også simpelthen markedsfører sig som udviklings-NGOer, der udbyder slumture som indtjeningskilde. Turene kan dermed også ses som en hyperkomprimeret form for frivillighedsturisme, hvor målet er at hjælpe destinationens beboere, samtidig med at man lærer noget om dem.
Dette betyder at slumturisme som praksis ligger og vipper mellem en merkantil og en altruistisk logik, hvor turene på samme tid er varer i en oplevelsesøkonomi og nødhjælpsperformances. Pengene, der skifter hænder, er dermed på samme tid donationer og løn, turisterne både donorer og forbrugere, mens guiderne repræsenterer slummens beboere, både ved at modtage turisternes donationer, men også ved at vise dem frem som attraktioner for løn. Ofte bliver guiderne markedsført som autentiske beboere i slummen hvor de viser rundt, og i så tilfælde performer de altså en version af deres egen identitet, som de derefter modtager penge for, der er både donation til dem som værdigt trængende og en løn for at spille rollen som værdigt trængende.
Denne ordning er der som sådan ikke noget odiøst i. Velgørenhed på markedspræmisser er velkendt fra udviklingsbranchen, hvor man ikke alene promoverer bæredygtigt forbrug som et alternativ til udviklingshjælp, men også udvikler mere og mere underholdende nødhjælpsperformances, såsom indsamlingsshows med kendisser, quizzer og koncerter til fordel for verdens udsatte. Til trods for ligheden mellem disse shows og slumturisme er den moralske modstand mod slumturisme dog langt større, og spænder fra eftertænksomme indlæg mod praksissen til vrede opslag på sociale medier, der mestendels refererer til en mavefornemmelse af at praksissen er ’forkert’ på en udefinerbar måde.
Et eksempel på denne vrede fra 2013 omhandler det sydafrikanske luksushotel Emoya, der som en udbygning kreerede en ’shanty town’ med gulvvarme og wifi situeret midt i naturen, hvor gæster kunne ’lege fattige’ under komfortable forhold. Det satiriske Tv-show The Colbert Report lavede et indslag om det, hvilket startede en viral kampagne på de sociale medier mod det, de kaldte ’fattigdomsporno’. Emoyas fattigdoms-tivoli adskiller sig fra slumture ved at Emoya netop lavede deres egen ’slum’, i stedet for at vise turister den faktiske slum som Sydafrika har masser af. Det interessante ved det var dog at Emoyas almindelige luksushotel, der ikke portrætterede fattigdommen på nogen måde, endsige donerede til de fattige, ikke var målet for vreden.
Eksemplet viser en generel tendens. Vrede rettet mod slumturisme går typisk på ’forkerte’ måder at portrættere og afhjælpe slum på. Tilfælde hvor slummen bliver forbigået i stilhed, eller bliver set som et problem der er for stort til at enkeltaktører kan afhjælpe det, er ikke typiske mål for vrede. Det kan synes paradoksalt, men har bla. at gøre med hvordan ordet ’slum’ er opstået og er blevet brugt historisk.
Den spændende slum
Ordet ’slum’ opstod i slutningen af 1800tallet på engelsk, hvor det henviste til hastig opførte bygninger af dårlig kvalitet hvor de lavest betalte arbejdere eller arbejdsløse boede. Allerede dengang var ordet en del af en ideologisk kamp om hvordan fattigdom, og dermed de fattiges boliger, opstod. Hvis folk selv er skyld i hvor på den sociale rangstige de befinder sig, er de også skyld i at de bor i slumområder, men hvis ulighed er socialt produceret, ligger skylden nærmere hos det omkringliggende samfund og den elite, der har mulighed for at ændre på det. Af denne fundamentale uenighed om hvordan ulighed produceres er vokset et mylder af definitioner på hvad slum er og hvordan det kan opgraderes til ”ikke-slum”, og sammen tegner de en historie over hvordan tidens skiftende eliter har set visse befolkninger som adskilt fra det samfund de prøvede at skabe, uanset om denne gruppe af ”ikke-borgere” så selv var skyld i denne adskillelse.
Slumturisme har derfor i en vis forstand eksisteret lige så længe som slummen selv, da ordet ’slum’ netop først findes i historiske beskrivelser af elitens ekspeditioner ud i storbyens bagside. Beskrivelserne viser at spørgsmålet om hvorvidt et område blev set som ’slum’ ikke kun afhang af hvor mange penge beboerne havde, men at beboernes kultur altid spillede en central rolle som et problem eliten skulle afhjælpe, samtidig med at denne kultur også fascinerede dem. Det gælder fx guidebogen Baedekers beskrivelser af Londons kvarterer, Shoreditch og Whitechapel i slutningen af 1800-tallet, hvor gode kristne fra den ”rigtige” by tilbød frelse til storbyens frafaldne om dagen, mens de i hemmelighed besøgte områdernes opiumshuler og horehuse om natten. Det victorianske borgerskab projicerede altså den løssluppenhed som de drømte om over på de fattiges kvarterer, hvorefter de prøvede at frelse dem fra den. En anden form for historisk slumturisme finder man i New York, hvor hver ny bølge af indvandrere har startet i byens dårligste bygninger og derefter arbejdet sig op. Etnisk homogene enklaver såsom Chinatown og Little Italy gik fra at være associeret med farlig andethed, til i løbet 1900-tallet at blive respektable, for til sidst at blive associeret med kosmopolitisk storbykolorit. I dag er finansdistriktet omkring Wall Street ved at overtage disse tidligere etniske enklaver, til turistforeningernes store fortrydelse, og den etniske slum er dermed gået fra at være et stigmatiseret område, til at være en eksotisk vare der kan sælges til turister, skønt de samme turister på andre tidspunkter ser etnisk forskellighed som et problem.
Disse historiske eksempler viser at slum er blevet defineret i kulturelle termer ud fra en klassemæssig, moralsk eller etnisk forskellighed, som kan vække en frydefuld blanding af afsky og begær. Disse ’forbudte’ følelser retfærdiggøres moralsk med henvisning til at man netop afskaffer eller tæmmer denne ødelæggende forskellighed ved at interagere med den. Det har derefter fået kritikere af slumturisme til at konkludere at denne elitære ’hjælp’ ligner en kontrolmekanisme man hellere vil være foruden, hvilket lægger grunden til en del af modstanden mod nutidens slumturisme.
Globaliseret slumturisme
Den form for slumturisme, der er mest populær i dag finder dog sted på kanten af den tidligere koloniserede verdens megapoler, i Asien, Afrika og Latinamerika. Den kaldes ’globaliseret’ slumturisme, og ligner de historiske fortilfælde i at nogle af de samme projicerede forskelle bliver eksoticeret og gjort til varer i en oplevelsesøkonomi. Forholdet mellem den hvide, koloniale elite og de ’indfødte’ var dog altid anderledes end den koloniale elites forhold til den hjemlige, hvide arbejderklasse. De fleste koloniale byer er fx planlagt med ’hvide’ og ’sorte’ bydele, hvor hhv. koloniherrer og ’indfødte’ holdt til, og den historiske slumturisme i kolonierne har dermed typisk bestået af ’ekspeditioner’ ind de ’sorte’ bydele. Når hvide turister fra det globale Nord i dag tager en to-timers tur ind i slummen for hjælpe slumbeboerne hører kritikere af globaliseret slumturisme ofte et ekko af den racistiske nedladenhed hvormed koloniherrerne prøvede at ’hjælpe’ kolonierne.
Magtforholdene er dog komplekse. Dels er det mest de lokale eliter, der hører dette ekko. Beboerne i slummen har typisk for travlt med at tjene til dagen og vejen, mens de håber lokale eliter ikke rydder deres huse med bulldozere, og visse steder prøver beboerne i slummen endda at bruge turister som talerør for deres sag, når deres huse er truede. De prøver altså at etablere en international solidaritet, der når udover velgørenhedens donationslogik og turismens bytteforhold af performance for penge, og hvis de besøgende fx indoptager frivillighedsturismens aktivistiske tilgang lykkes det nogen gange at gøre deres engagement mere permanent. Men selv hvis turisterne kun er interesserede i at blive underholdt et par timer, og bliver lokket af eksotiske fremstillinger af den globaliserede slum i reklamer for slumture, så vender mødet med slummen ofte det ellers etablerede magtforhold om mellem fattige lokale og relativt rige turister. Alene det, at selv de mest garvede turister ikke kan finde hjem til hotellet gennem de snoede gader uden guiden giver som regel en vis ydmyghed.
Modsætningen mellem eliter i det globale Syd og slumturister bliver yderligere understøttet af, at de to grupper ikke nødvendigvis forstår hinandens udfordringer og visioner for hvordan gode byer ser ud og fungerer. Slumområderne i det globale syd opstår typisk pga. massiv migration fra oplandet til byer, der ikke har infrastruktur til at huse dem, og områderne vokser derfor ofte organisk ift. hver ny migrants beslutning om hvor hans eller hendes hus skal ligge. Når man ikke kloakerer eller planlægger lige veje før man bygger, er det svært gøre sidenhen og husenes manglende fundamenter gør desuden at man ikke bare kan placere fleretagebyggerier ovenpå de eksisterende huse, når byplanlæggere ønsker at huse flere mennesker på de samme kvadratmetre. På trods af lugten kan slumområder dog virke inspirerende for udefrakommende, da de fx ligner de gamle bykerner i Nordeuropas hovedstæder med de snoede, smalle veje bygget før bilernes tid. De er populære destinationer for turister til fods, bla. fordi de med deres labyrintiske udformning passer til fodgængeres fart og proportionssans.
Omvendt er slummen man finder i det globale Nord i dag stort set aldrig vokset organisk frem, men består af hyper-planlagte sociale boligbyggerier opført i billig beton fra 1960erne og fremefter. Dette har fået verdenskendte arkitekter, som hollænderen Rem Koolhaas, til at undersøge om den ’uformelle urbanisme’ i Sydens slum kan lære den klassiske byplanlægning noget om hvordan man skaber liv i kvarterer, der ellers ligger døde hen. Imens prøver bystyrerne i Sydens megapoler ironisk nok at følge med indvandringen ved at bygge boligområder, der til forveksling ligner det globale Nords slum, hvilket ikke imponer turisterne.
Beskyldningen om voyeurisme, racisme og fattigdomsporno rettet mod slumturister, der finder slummen i det globale syd fascinerende må derfor nuanceres til en vis grad. På den ene side projicerer al turisme en vis form for eksotisme over på andres hverdag, og slumbeboernes hverdag er ofte så hård, at det kan synes frivolt at se det smukke i den. På den anden side kommer denne fascination ofte af en række konkrete erfaringer med hvordan alt for regelret byplanlægning kan slå fejl, og en fornemmelse af at bystyrerne i det globale Syd gentager de fejl med huse fattige, der en gang er blevet begået i Nord.
Solidaritet på markedspræmisser
Tilbage står spørgsmålet om hvilken form for solidaritet med slummens beboere turisterne kan engagere sig i? Er det fx legitimt blot at kæmpe for at beboere i slummen skal blive boende, uden at insistere på at deres levevilkår er et problem der skal løses politisk? Spørgsmålet bliver prækært, fordi det peger på at slumture markedsfører sig som velgørenhed på markedspræmisser, hvilket gør at turenes fortællinger om social mobilitet i slummen typisk har markedet som udgangspunkt.
På Reality Tours’ slumtur i området Dharavi i Mumbai, Indien vises den produktive slum frem, som et modbillede på elitens billede af slummen som en sten i skoen på den fremadstormende storby. Her sorteres skrald og bages kager til hele byen, og gummisko får nye såler smeltet på i små rum uden udluftning, lige ved siden af en sweat shop med børnearbejdere. The Economist velsignede i 2007 Dharavi som et vækstmirakel, hvis attitude til problemløsning skulle kopieres af det etablerede erhvervsliv, men de glemte at nævne at det bla. var manglen på fagforeninger, arbejdstidsregler, arbejdsskadeserstatning og regulering af boligmarkedet, der gjorde indbyggerne til en så effektiv arbejdsstyrke. Et befolkningsoverskud sørger for at der altid er nye arbejdere når de gamle slides ned, og områdets estimerede omsætning på $500 mio. om året har altså en række menneskelige omkostninger, der ikke går væk ved at man blot fjerner stigmaet fra slummen som område, og i stedet ser det som en neoliberal legeplads.
Et lignende slag for det frie marked som slummens redning slås på ’Imzu Tours’ i townshippet Khayelitsha tæt på Cape Town i Sydafrika. Her markedsføres den lokale hipsterkaffebar, Department of Coffee med specialdesignede papkopper, mens ejeren fortæller at hans vision er at det skal blive til Sydafrikas svar på Starbucks. Drømmen bliver sandsynligvis aldrig opfyldt, men selv hvis den gør, er målet at den autentiske oplevelse af slummens kaffe skal masseproduceres. En vækstlogik, der er markedets eneste svar på hvordan områder som Khayelitsha kan opnå social mobilitet, skønt masseproduktion netop vil gøre områdets enestående kaffe til en almindelighed.
Selv om besøgende turister måske kan se at denne formel for social mobilitet nok kun virker for de få, er det svært at argumentere imod den, fordi turisterne netop selv indgår i en økonomisk rundgang på markedspræmisser. Slumoplevelsen er en vare, der sælges for penge, der på samme tid fungerer som løn og donation, og det situerer turisterne som forbrugere og donorer, men ikke politisk bevidste verdensborgere. Solidariteten mellem dem og slumbeboerne forbliver dermed i et slags apolitisk rum, hvor enhver er sin egen lykkes smed, til trods for at slummen netop for de fleste turister er et eksempel på hvor utroligt forskellige muligheder verdens befolkning har, afhængigt af hvor de er født, geografisk og socialt set.
Ubehaget ved slumturisme for slumturister har derfor ofte mindre at gøre med det traditionelle stigma, der knytter sig til slummen, da det er forholdsvis let at etablere et rum sammen med guiden og lokale, hvor dette stigma bliver set som et udtryk for gammeldags racisme og elitarisme, som ingen på turen deler. Mere ubehageligt er det at skulle tilslutte sig en logik, hvor der fx ikke er rum for at drøfte politisk besluttet økonomisk omfordeling mellem rige og fattige, fordi det er slumbeboernes eget ansvar at skabe sig en god tilværelse. Slumturisme er dermed også et praktisk eksempel på konsekvenserne af, at mere og mere udviklingshjælp foregår på markedspræmisser, hvor politiske visioner om en mere retfærdig verden erstattes af neoliberale visioner om konkurrence som grundlaget for udvikling.
Tore Holst är FD i Kultur og Sprogmødesstudier, Roskilde Universitet